God presse kommer af sig selv…

fko
For nylig sagde en af de øverste ledere i en større dansk virksomhed til sine medarbejdere: ”Den gode presse kommer af sig selv”.

Det blev straks modsagt af kommunikationschefen. Men det er ikke desto mindre interessant, at professionelle virksomhedsledere i dagens Danmark kan få sig selv til at sige det. Hvorfor i alverden bruger virksomheden så mange penge på en kommunikationsafdeling?

Dårlig presseomtale kommer nemt af sig selv, men god presse sikrer man sig ikke uden, at der arbejdes for det. Når der ansættes flere og flere journalister og kommunikationskonsulenter til at håndtere presse- og kommunikationsarbejdet bedst muligt, og der samtidigt bliver stadig færre ansatte på nyhedsmediernes redaktioner, så skal der ikke meget til at regne konsekvensen ud.

Den gode presse kommer oftest, hvis man betaler nok for den.

Med ”betaler” mener jeg ikke bestikkelse af nyhedsmediernes journalister. Det er heldigvis ikke så udbredt herhjemme, selvom nogle vil mene, at det finder sted i begrænset omfang. Jeg mener betaling for det arbejde, som pressemedarbejdere og kommunikationskonsulenter laver for virksomheder, organisationer og myndigheder. Jeg mener det arbejde, man lægger i udviklingen og realiseringen af kommunikationsstrategier med klare visioner, mål og budskaber. Og i efterfølgende at leve op til det. Det er nogle at nutidens forudsætninger for at sikre sig god presse.

Men kan det betale sig, at ansætte kommunikationsfolk? Hvad betyder synlighed og positiv omtale i medierne, på sociale medier, på nettet, overfor samarbejdspartnere, politikere og det øvrige samfund for omsætningen, medlemshvervningen og omverdens støtte?

Man kan naturligvis gøre meget selv uden ansatte spindoktorer. Men gode målrettede og resultatorienterede kommunikationsfolk gør en klar forskel for bundlinien, hvad end den måles økonomisk eller vælgermæssigt.