Sparekniv og champagnepropper

KOMMENTAR  Kan byrådspolitikere sige ja til at bruge millioner på byggeri af kommunalt domicil i en tid, hvor udgifter til velfærd ofte må holdes nede? Er det godt eller skidt for en kommunes omdømme og forholdet til borgerne?


 

Alle har hørt om konsekvenser af kommunale besparelser. Måske skal de ældre kun i bad tre gange om måneden. Måske skal daginstitutioner og skoler have færre ansatte. Måske skal kultur- og idrætssteder holde for. Det gør ondt på borgerne, når kommunernes økonomi er presset i disse år – ikke mindst af regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der stikker statens sugerør solidt ned i de kommunale kasser og tager milliarder af lokale skattekroner til statskassen. Og i år – helt præcis tirsdag den 21. november – skal borgernes valg afgøre, hvem der skal skiftes ud i kommunalpolitikernes rækker. Derfor har de særlig god grund til at tænke sig om, før de bruger borgernes penge.

Mange af landets kommuner – som Egedal, Furesø, Høje-Taastrup, Kerteminde, Middelfart, Odsherred, Skanderborg, Slagelse, Vejen og Vesthimmerland – er ikke desto mindre i disse år nødt til at bruge penge på rådhuse – i nogle tilfælde som en længe tiltrængt konsekvens af den 10 år gamle kommunalreforms kommunesammenlægninger og i andre tilfælde fordi bygningerne trænger til omfattende renoveringer.

Skal der repareres, ombygges eller udbygges på de gamle rådhuse – eller skal der opføres nye? Det spørgsmål har uden tvivl været et følsomt emne for mange politikere. Et funklende og flot, nyt kommunalt domicil, hvor alt fungerer som det skal, kan virke tiltrækkende. Men vil prisen blive betalt med færre ansatte i kommunen, kan man måske tænke. Vil vælgerne blive vrede over, at der bruges mange millioner kroner på nybyggeri og springes champagnepropper ved rejsegildet, mens de føler, at der spares på deres velfærd?

I efteråret 2015 vedtog byrådet Høje-Taastrup Kommune at renovere kommunens omkring 35 år gamle rådhus, der pænt sagt ikke længere er i så god stand. En total renovering ville koste over 300 millioner kroner. Men der blev besluttet en model til 242 millioner kroner, der begrænsede sig til den mest påkrævede renovering. Spørgsmålet var imidlertid om det var den rigtige beslutning?
Høje-Taastrup er en kommune i vækst, hvor stadig flere store virksomheder og organisationer har fået bygget domiciler i disse år. Et af dem er Handicaporganisationernes Hus – et storslået og prisvindende byggeri, der i dag rummer sekretariater for over 20 landsdækkende organisationer handicap- og patientorganisationer. Huset kostede betydeligt mindre end det beløb, der nu skulle renoveres rådhus for. Det i sig selv er tankevækkende.

Samtidigt har andre kommuner fundet frem til, at et nyt rådhus kan være billigere – fx Vesthimmerland der i en rapport fra konsulentfirmaet COWI fik konstateret, at selvom bygningen af et nyt rådhus kostede mere end renovering af det gamle, så ville færre udgifter til drift og vedligeholdelse over en årrække gøre nybyggeriet til en væsentligt bedre forretning for kommunen og dermed borgerne.

Så måske ville et nyt rådhus være billigere og gøre det lettere, at bruge penge på mere borgernære aktiviteter. Hvis en forkert beslutning vil koste unødigt mange millioner kroner, hvad vil det så betyde for personalet? Hvad vil det betyde for brandingen af kommunen? Og for kommunens forhold til og kommunikation med borgerne?

I foråret 2016 modtog Høje-Taastrup Kommune en ekstern henvendelse, der gjorde opmærksom på, at nybyggeri ville være billigere. Den skabte heldigvis tilstrækkelig tvivl til, at kommunen stillede renoveringen i bero og undersøgte alternativerne. Administrationen regnede sig derpå frem til, at et nyt rådhus vil koste 225 millioner kroner. COWI så nærmere på det og kom frem til, at det vil koste knap 232 millioner kroner. Med andre over 10 millioner kroner mindre end renoveringen ville koste. Et salg af det gamle rådhus og grunden vil desuden indbringe mindst 50 millioner kroner. Og samtidigt vil der blive en årlig driftsbesparelse på 5,3 millioner kroner.

30. august sidste år besluttede byrådet så at droppe renoveringen og sende byggeriet af et nyt rådhus i udbud. Og samtidigt blev der mulighed for at fremrykke en lang række tiltrængte anlægsprojekter som nye legeredskaber i kommunens institutioner, renovering af skoletoiletter og en række trafikale forbedringer.

Børnene i Høje-Taastrup Kommune er i dag begejstrede over de flotte nye legetårne, klatrevægge, gynger og rutsjebaner, der er kommet i institutionerne. Og de lokale medier har for længst fortalt borgerne, hvordan det pludseligt blev muligt. Så hvis der i fremtiden springes et par champagnepropper ved rejsegildet for det nye rådhus, så tror jeg ikke, at nogen vil klage. Nybyggeriet var helt tydeligt den rigtige beslutning. Det er ikke nødvendigvis fråds med borgernes penge. Det kan være det modsatte. Hvis en funklende ny bygning betyder færre besparelser og mere velfærd, så skinner det ikke nogen i øjnene. Det er en succéshistorie, der er til at forstå. En historie der styrker kommunens brand og positive forhold til borgerne. Den samme historie kan andre kommuner uden tvivl også fortælle, hvis de holder hovedet koldt og undersøger alle alternativer godt nok, inden det er for sent.